KLAPjob-medarbejder Ole Ebbesen blev i foråret nomineret til Årets medarbejder i REMA 1000 Hammel af sine kolleger. I juni løb han med den fornemme titel og en prispræmie på 25.000,- .
Ole Ebbesens begejstring kan tydeligt høres gennem telefonen, da vi snakker med ham om hans nye titel som Årets medarbejder i REMA 1000 Hammel.
”Jeg blev enormt glad, da jeg blev kåret og også meget rørt. Jeg havde ikke forventet at vinde, fordi to af mine dygtige kolleger også var nomineret,” siger Ole Ebbesen.
Skånejobbet hos REMA 1000 Hammel fik Ole for lidt over to år siden med hjælp fra KLAPjob-konsulent Cindie Roed Hansen. Tidligere har Ole arbejdet med landbrug og i bageren hos Kvickly i Lemvig, men Ole længtes efter et job, hvor han havde mere kolleger- og kundekontakt, og sammen med Cindie fandt de jobbet hos REMA 1000 i Hammel, som viste sig at være det perfekte jobmatch for Ole og hans chef, købmand Kenneth Korsgaard.
“Ole er en holdspiller. Han er der altid for sine kolleger og han er god til at hjælpe og byde ind. Hvis der ringes efter en, der kan hjælpe i kassen, så springer han altid til med det samme. Han bidrager med en masse overskud og god energi,” udtaler Kenneth Korsgaard.
Oles udadvendte personlighed og hans gode forhold til sine kolleger, er ifølge Kenneth også grunden til, at Oles kolleger har stemt på ham som årets medarbejder:
”Ole er et godt menneske og når man er godt mennesker er man vellidt af alle. Det er Oles kolleger, der har stemt på Ole som Årets medarbejder og det synes jeg er så fint. At man, om man er 15 år eller 45 år, kan unde hinanden succes. Det er det ypperste.”
Forholdet mellem Kenneth og Ole er også unikt. Ud over, at Kenneth er Oles chef, er han også Oles fortrolige og en person, som Ole kan gå til, hvis han har en dårlig periode.
”Kenneth er min chef, men også min bedste ven. Han har hjulpet mig meget. Hvis der har været knas i privatlivet eller andet, så har jeg kunne spare med Kenneth og han har altid haft forståelse for min situation. Kenneth er som en mentor for mig,” siger Ole.
Venskabet til Kenneth, kundekontakten og fælleskabet med kolleger er dét som Ole værdsætter allermest ved sit arbejde.
”Når det er fyraften fredag eftermiddag glæder jeg mig allerede til, at det bliver mandag, så jeg kan komme på arbejde igen. Jeg møder ind hver morgen og bliver mødt med smil fra kunder og kolleger. På to et halvt år har jeg kun haft to fraværsdage. Jeg elsker at arbejde her,” slutter Ole.