Gladsaxe og beskæftigelsesindsatsen KLAPjob har indgået et nyt samarbejde, som skal bidrage til, at endnu flere borgere med kognitive handicap kan blive en del af det ordinære arbejdsmarked.
Mange borgere med kognitive handicap står i dag uden for arbejdsmarkedet på trods af, at de både vil og i et vist omfang kan arbejde. Denne gruppe borgere har ofte en førtidspension som deres primære indtægtskilde, men de mangler noget meningsfuldt at stå op til om morgen, gode kolleger og det fællesskab som en arbejdsplads kan tilbyde.
Beskæftigelsesindsatsen KLAPjob skaber skånejob og fleksjob til mennesker med netop udviklingshandicap og andre kognitive vanskeligheder som fx autisme, ADHD, spasticitet, epilepsi, muskelsvind eller erhvervet hjerneskade. Det sker i samarbejde med virksomheder, der tager socialt ansvar.
Nu har Gladsaxe Kommune indgået en aftale med KLAPjob, som blandt andet betyder, at Gladsaxe får adgang til KLAPjobs viden og netværk af virksomheder.
– Vi er utrolig glade for at indgå et samarbejde med KLAPjob om at skabe flere meningsfulde job til borgere med kognitive handicap. Som verdensmålskommune har vi et mål om, at alle skal have lige muligheder for et godt liv. Det betyder, at vi alle skal have mulighed for at bidrage med det, vi kan. Det er meningsfuldt for den enkelte borger, og det er med til at skabe et bredt og mangfoldigt arbejdsmarked til glæde og gavn for alle, siger borgmester i Gladsaxe Kommune Trine Græse.
Arbejdsfællesskab øger livskvaliteten
KLAPjob samarbejder med alle landets kommuner for at sikre, at så mange mennesker som muligt får mulighed for at få et skånejob og dermed blive den del af et arbejdsfællesskab.
-Vi ser enormt meget frem til vores samarbejde med Gladsaxe Kommune. Vi ved, at et tæt samarbejde med kommunen betyder, at langt flere borgere får mulighed for at prøve kræfter på det almindelige arbejdsmarked. Vi ser gang på gang, hvordan livskvaliteten øges hos de borgere, som kommer ud af hjemmet og får et job at stå op til og søde kolleger at snakke med. At hjælpe førtidspensionister i job er givende både for kommunen, de lokale virksomheder og selvfølgelig også i særdeleshed for den enkelte borger. Vi håber på, at samarbejdet med Gladsaxe vil resultere i, at mange flere af kommunens borgere med udviklingshandicap og andre kognitive handicap får mulighed for at blive en del af et arbejdsfællesskab, udtaler leder af KLAPjob Claus Bergman Hansen.
KLAPjob er finansieret af socialreserven og er derfor gratis for kommunerne og øvrige samarbejdspartnere at samarbejde med. KLAPjob er en del af foreningen Lev.