Nyt samarbejde skal få flere førtidspensionister i job

Et nyt samarbejde mellem Faxe kommune og KLAPjob skal hjælpe førtidspensionister med kognitive handicap i job på det almindelige arbejdsmarked.

Rigtig mange borgere med kognitive udfordringer har lysten og evnen til at være en del af det ordinære arbejdsmarked. Men for denne gruppe vil enhver tilknytning til arbejdsmarkedet oftest gå gennem et skåne- eller fleksjob.

KLAPjob laver skånejob og fleksjob til mennesker med kognitive udfordringer, som har brug for støtte til at finde et arbejde.  Samarbejdet mellem Faxe kommune KLAPjob skal sikre, at flere førtidspensionister får mulighed for at afprøve kræfter på en af kommunens mange arbejdspladser.

Alle kan bidrage med noget. Det tror vi helt grundlæggende på her i Faxe Kommune. Og alle der kan, vil og har lyst, skal have muligheden for at arbejde. Derfor glæder jeg mig over, at vi i samarbejde med KLAPjob får sat fokus på, at borgere, som er på førtidspension, sagtens kan være en god ressource på vores lokale arbejdspladser.” Siger Faxe kommunens borgmester Ole Vive.

En af de personer, som har fået job gennem KLAPjob er 27-årige Bjørn Burkal, som arbejder i REMA 1000 i Rønnede.

”Det betyder alt for mig at have noget at stå op til og have et arbejde, hvor jeg bliver værdsat. Jeg får livsglæde, og jeg kommer ud og møder andre mennesker, så jeg ikke bare sidder derhjemme.

Hos KLAPjob håber man på, at samarbejdet med Faxe kommune vil resultere i, at endnu flere som Bjørn får øjnene op for alle de muligheder og fordele, der er ved at have et arbejde.

”Vi oplever en stor efterspørgsel på vores målgruppes arbejdskraft ude i virksomhederne i Faxe kommune. Så vi håber meget på, at samarbejdet vil skabe opmærksomhed blandt kommunens borgere, så endnu flere førtidspensionister har lyst og mod på at søge et job.” Siger KLAPjobs projektleder Claus Bergman Hansen.

Som en del af samarbejdet har KLAPjob og Faxe kommune afholdt en jobkaravane i Haslev, hvor interesserede førtidspensionister kunne komme og høre mere om ledige job i kommune, og deres mulighed for at få arbejde på det ordinære arbejdsmarked. Borgmester Ole Vive åbnede jobkaravanen, hvor der var over 40 deltagere.

“Det er skønt, at der var så mange mennesker, der deltog i vores jobkaravane i Haslev. Det viser bare, at der er en masse borgere derude, der er interesserede i at finde ud af, hvordan de kan blive en del af arbejdsmarkedet. Vi glæder os til at hjælpe dem videre i job.” Siger projektleder for KLAPjob, Claus Bergman Hansen.

Vil din kommune også holde en jobkaravne sammen med KLAPjob? Så kontakt KLAPjob på telefon 36 35 96 60 eller mail: info@klapjob.dk

Se flere nyheder Følg os på Facebook