Gå til toppen

Nu genåbner beskæftigelsesindsatsen!

Nyheder14. april 2021

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har meldt ud, at beskæftigelsesindsatsen genåbner i dag den 15. april 2021. Det betyder, at KLAPjob igen har mulighed for at hjælpe personer med kognitive handicap i praktik og løntilskudsjob.

Vi er rigtig glade for nyheden om genåbningen og glæder os til at hjælpe de mennesker, der under coronanedlukningen har stået uden for arbejdsmarkedet, og som ikke har haft mulighed for at komme i arbejde.

Selvom beskæftigelsesindsatsen åbner op, kan vi ikke lave nye job i alle KLAPjobs samarbejdsvirksomheder fra 15. april. På grund af coronanedlukningen har mange virksomheder haft færre ansatte. En virksomhed må ikke ansætte nye medarbejdere med løntilskud efter en periode, hvor de har reduceret i medarbejderstaben (det såkaldte merbeskæftigelseskrav). Det betyder, at vi ikke kan lave KLAPjob i disse virksomheder. Problemet vil løse sig med tiden, men kan medføre en længere ventetid for KLAPjob-ansøgere.

Nedlukningen i 2020 og 2021 har resulteret i, at rigtig mange ansøgere står i kø til at få et KLAPjob. Lige nu har KLAPjob kontakt til 85 personer, der er klar til at starte op i praktik, når beskæftigelsesindsatsen genåbner. I 2021 har KLAPjob fået 236 ansøgninger fra personer, som ønsker at få et job på det åbne arbejdsmarked – i alt venter over 1200 personer på at komme ud i KLAPjob.

De mange ansøgninger og det omtalte merbeskæftigelseskrav betyder desværre, at der er ekstra lang ventetid for at få et KLAPjob. Men vores jonkonsulenter arbejder på højtryk for at lave gode jobmatch, så vi sikrer os, at flest mulige ansøgere kan se frem til et KLAPjob snarest.

Kontakt din lokale jobkonsulent for at høre mere om dine jobmuligheder.

Se flere nyheder Følg os på Facebook