KLAPjob har nu hjulpet 6.000 mennesker i arbejde!
Nyheder20. juni 2024KLAPjob har rundet en betydningsfuld milepæl. Siden vi startede 1. januar 2009 som en beskæftigelsesindsats under foreningen Lev, har vi nemlig hjulpet 6.000 mennesker med kognitive handicap med at finde arbejde.
Eller sagt på en anden måde: Siden KLAPjob startede, har vi været med til at åbne døren til arbejdsmarkedet for minimum ét menneske med handicap hver dag i 15 år!
Det har vi selvfølgelig ikke gjort alene: Mange stærke virksomheder har i årenes løb meldt sig på banen for at gøre plads i deres rækker til mennesker med handicap. De har vist, at et arbejdsmarked, hvor der er plads til alle, også er det arbejdsmarked, der er bedst for alle.
Vigtigst er selvfølgelig de 6.000 KLAPjobbere, der måske nok har fået en hjælpende hånd, men som selv har vist modet til at tage imod den og trække i arbejdstøjet.
Og det har altid været målet med KLAPjob: at give mennesker med handicap selvtillid og en følelse af ligeværd.
Ifølge Claus Bergman Hansen, daglig leder af KLAPjob, er målet netop at give KLAPjobberen selvtillid og en følelse af ligeværd.
”Det handler om, at borgeren skal finde troen på sig selv og sine egne kvaliteter – ikke mindst de sociale kvaliteter”, lyder det fra Claus Bergman Hansen, daglig leder af KLAPjob. “Rigtig mange KLAPjobbere oplever, at det ikke blot er deres arbejdsindsats, der værdsættes, men også deres gode sociale bidrag. At de værdsættes for dem, de er.”
Han bakkes op af Marie Louise Johannesen, der er direktør i foreningen Lev:
”I Lev er det vores fornemmeste opgave at give mennesker med handicap en ligeværdig plads i verden. Og beskæftigelsesindsatser som KLAPjob er vigtige, netop fordi de viser, at mennesker med handicap udfylder en vigtig rolle og bidrager til samfundet på deres unikke måde. De 6.000 KLAPjobbere er ganske enkelt beviset på, at mennesker med handicap er guld værd for samfundet”, ifølge direktøren.