Kims KLAPjob giver ny energi i Seest Bageri
Nyheder6. august 2020I kølerummet i Seest Bageri er 35-årige Kim i gang med at vaske gulvene skinnende rene. Før i tiden ville Claus, indehaver af bageriet, eller en af bagerne have taget tjansen, men det er de stort set blevet fri for, siden Kim i begyndelse af 2020 blev ansat gennem KLAPjob. Kims KLAPjob består i at klare mange af de praktiske opgaver med rengøring og pakning af varer.
KLAPjob er job med skånehensyn for mennesker med kognitive udfordringer, der er på førtidspension eller i nogle tilkendt fleksjob. Det vil sige job til mennesker, der for eksempel har udviklingshæmning, autisme, ADHD, epilepsi eller erhvervet hjerneskade. En KLAPjob-medarbejder har nedsat arbejdstid- og evne, som bliver afspejlet i timelønnen på ca. 50 kr. hvor arbejdsgiver får omkring halvdelen refunderet.
(artiklen fortsætter under billedet…)
Bagergruppen er lune på KLAPjob
Ditte Larsen, som er konsulent i sammenslutningen Bagergruppen, har oplevet stor succes med KLAPjob som tidligere distriktschef i Matas, der har et fast samarbejde med KLAPjob – Jeg ser mange fordele i at ansætte KLAPjob-medarbejdere i bagerier, så de faglærte kan få friere hænder til det de helst vil og er bedst til – bagehåndværket. Jeg håber, at flere bagerier tør prøve KLAPjob af! fortæller Ditte.
Det var Ditte, der opfordrede Claus og hustruen Mette, som sammen driver Seest Bageri, til at få en KLAPjob-medarbejder. Til selve ansættelsen fik de hjælp af en lokal KLAPjob-konsulent til at finde den rigtige kandidat, få ordnet alt papirarbejde og sikre en god opstart, hvilket altid tilbydes ved ansættelse i KLAPjob.
Kims vej ind i bagerfamilien
For Claus og Mette er det en lærerig oplevelse at have Kim ansat, og han har fået en særlig plads i deres hjerter. Det var da også uden tøven, at Claus trådte til med en hjælpende hånd, da Kim en dag var i knibe, da scooteren, han kørte på, var brændt sammen på farten. Scooteren er vigtig for Kim – han har lånt den af sin kæreste, så han alle fem hverdage kan tage turen fra sit hjem i Fredericia til bageriet i Kolding og arbejde sine ugentlige 20 timer.
Kim får førtidspension som forsørgelse, så han behøver ikke at arbejde, men han vil utrolig gerne – og de ekstra kroner ved siden af pensionen er langt fra det, der motiverer ham – Jeg dur ikke til at sidde derhjemme, og jeg vil gerne bidrage til samfundet. Derfor er det vigtigt for mig at have et arbejde, forklarer Kim.
Han har været på flere arbejdspladser, men har oplevet mange benspænd på grund af et turbulent liv og indlæringsvanskeligheder. – Jeg havde aldrig troet, jeg skulle arbejde i en bager, men det er helt sikkert det bedste sted, jeg har været. Jeg elsker at være her, fortæller Kim.
(artiklen fortsætter under billedet…)
KLAPjob er en langtidsinvestering
Claus og Mette er glade for at kunne gøre en positiv forskel i Kims liv, men ansættelsen er ikke bare velgørenhed. Kim laver et reelt stykke arbejde og beskrives som engageret, loyal og stabil. Kims arbejde gør, at tingene glider lettere i bageriet, og Claus oplever mere overskud til at pleje medarbejderne eksempelvis.
De første måneder, hvor Kim startede var dog hårde. Claus var bl.a. udfordret af, at Kim tænker på en anden måde, så Claus kunne ikke lave oplæringen som normalt. Nu har de lært hinanden at kende og fundet en god måde at kommunikere på. Claus fortæller, at mødet med Kim har affødt en positiv selvudvikling.
Og Kim bliver hele tiden bedre til sit arbejde. Han er selv begyndt at tage initiativ til, hvordan tingene kan gøres nemmere, og hvad han kan lave ud over sine faste opgaver. – Bare alle medarbejdere var sådan. Man får noget rigtig god arbejdskraft, hvis man tør give noget af sig selv. Det er ikke som at ansætte en normal medarbejder. Det kan betragtes som en langtidsinvestering, mener Claus.
Gode råd om at ansætte i KLAPjob
I ethvert bageri er der opgaver for en KLAPjob-medarbejder – det vil sige simple og rutineprægede opgaver såsom at opfylde produkter, smøre sandwich og transportere varer som chauffør.
Til andre bagerier, der vil gøre brug af KLAPjob, anbefaler Claus at sætte god tid af til oplæring. Inden en mulig ansættelse er der altid en ulønnet 4 ugers praktikperiode, hvor man kan se hinanden an. Claus råder også til at forberede de øvrige medarbejdere på, at der starter en person med nedsat arbejdsfunktion, så de kan udvise forståelse og tålmodighed.
Ifølge Claus er det også vigtigt at tænke over den måde, man forklarer KLAPjob-medarbejderen tingene på, så det er letforståeligt. Her har Claus draget nytte af råd fra konen Mette, der har specialpædagogisk baggrund. De har med stor succes udarbejdet nogle simple plancher med billeder af arbejdsprocedurer og bagervarer, som er en hjælp for Kim. Claus og Mette har også fået brugbar rådgivning af den tilknyttede KLAPjob-konsulent.
Hvis du er interesseret i at ansætte gennem KLAPjob, står en lokal KLAPjob-konsulent klar til at hjælpe. Kontakt tlf. 3636 9660 eller info@klapjob.dk. Du finder mere info på klapjob.dk
Se video om Kims KLAPjob i Seest Bageri:
Kort om KLAPjob
- KLAPjob har eksisteret siden 2009 og er en indsats under foreningen Lev
- KLAPjobs konsulenter har i skrivende stund lavet over 3700 ansættelser
- KLAPjob har aftaler med kommuner, virksomheder og organisationer i hele landet