Hjerneskade holder ikke Annette tilbage: Jeg har stadig noget at tilbyde arbejdsmarkedet

Mange mennesker med kognitive handicap står ufrivilligt uden for arbejdsmarkedet, selvom de har lysten til at tage et job. Mange er bekymrede for, om de kan klare arbejdsopgaverne og om de kan finde et job, hvor der bliver taget hensyn til deres skånebehov. Annette er en af de personer, der tog springet og fik et skånejob.

I lang tid gik førtidspensionist, Annette Munkeris, med tanken om at få et skånejob. Hun var træt af at gå derhjemme og ville gerne være en del af arbejdsmarkedet igen. Annette var dog i tvivl, om hun kunne varetage et job med sin hjerneskade. Det skulle tage Annette halvandet år, før hun fik overbevist sig selv om, at hun stadig havde noget at tilbyde arbejdsmarkedet.

– Jeg kiggede på jobopslag i halvandens års tid, men jeg blev holdt tilbage af, at jeg ikke turde sidde ved kassen, fordi det virkede som et for stort ansvar. Så jeg turde simpelthen ikke hoppe ud i det, udtaler Annette Munkeris.

Morten Lorenzen, direktør i Hjerneskadeforeningen, genkender de følelser og den usikkerhed, Anette beskriver.

– En hjerneskade forandrer livet markant, for de mennesker, der bliver ramt. Det borer sig helt ind i kernen af, hvem man er som menneske, når man pludselig ikke kan det samme som før og i mange tilfælde ikke kan vende tilbage til det arbejde, man havde. De fleste er nødt til at genfinde og måske endda genskabe sig selv. Der bliver fra alle sider, også fra sig selv, sat spørgsmålstegn ved, hvad man kan. Det giver en voldsom usikkerhed, fortæller Morten Lorenzen.

– Efter jeg er begyndt at arbejde, kan jeg mærke, at jeg træner min hjerne på en helt anden måde. Jeg husker lige pludselig sange, som jeg havde glemt.

Annette Munkeris

Annette tog mod til sig og kontaktede en jobkonsulent fra KLAPjob. Annette og jobkonsulenten Hanne lagde en plan for Annettes fremtid på arbejdsmarkedet. Hanne tog kontakt til Min Købmand i Stige, hvor Annette startede i praktik i en måned. Praktikforløbet gav Annette mulighed for at finde ud af, hvilket arbejdsopgaver hun kunne varetage, hvor mange timer om ugen, hun kunne arbejde, og om hun overhovedet brød sig om arbejdspladsen. Min Købmand i Stige viste sig at være den helt rigtige arbejdsplads for Annette. Købmanden Sune var meget begejstret for Annettes gå-på-mod og valgte at fastansætte Annette efter praktikken.

– Efter jeg er begyndt at arbejde, kan jeg mærke, at jeg træner min hjerne på en helt anden måde. Jeg husker lige pludselig sange, som jeg havde glemt. Jeg huskede forleden navnet på min tidligere kollegas søn, som jeg fuldkommen havde glemt. Jeg får stimuleret min hjerne og det får mig til at huske ting, som jeg før i tiden ikke kunne huske, siger Annette Munkeris.

– Det er uden tvivl godt for hjernen at blive udfordret lidt, så længe den ikke bliver overanstrengt. Man skal selvfølgelig tage hensyn til de nye behov, men man også godt komme til at skærme sig selv for meget. Netop på en arbejdsplads, hvor rammerne er på plads, og man føler sig tryg, er forudsætningerne gode. Her kan man blive stimuleret i samværet med kolleger og måske kunder, hvor alting ikke er 100 % forudsigeligt, og hjernen kan danne nye forbindelser, siger Morten Lorenzen.

– Annettes fortælling er et glimrende eksempel på, hvor meget vores arbejde og kolleger betyder for os. Alle der kan og vil være en del af arbejdsfælleskabet, skal have den mulighed. 

Anette Christoffersen, direktør hos Lev

Annette stråler af stolthed, når hun fortæller, hvordan hendes arbejde har ændret hendes liv. Ikke nok med at hun kan mærke et forbedret helbred, så kan hun også mærke, hvordan hendes arbejde har givet hende en fornyet selvtillid:

– Det bedste ved at have et arbejde er mine kolleger og at jeg bliver værdsat. Jeg har noget at stå op til om morgen. Noget jeg glæder mig til at stå op til. Selvfølgelig er der udfordringer men det er skønt, at der er nogle der værdsætter mit arbejde. I starten sagde jeg til mig selv; ”jeg kommer aldrig til at sidde i kassen”. Nu har jeg stået deroppe med mine kolleger flere gange og jeg bliver mere og mere tryg ved det. Jeg tør mere og mere, fortæller Annette stolt.

Glæden ved at have et arbejde er noget, de fleste kan nikke genkendende til. En stor del af vores identitet ligger i vores arbejde og ifølge Morten Lorenzen drømmer rigtig mange hjerneskaderamte om at vende tilbage til arbejdsmarkedet i et eller andet omfang. Hos Hjerneskadeforeningen ønsker man, at flere arbejdspladser får øjnene op for, hvor stor en gevinst det kan være for dem, at ansætte hjerneskaderamte. Dette ønske deler foreningen Levs direktør Anette Christoffersen:

– Annettes fortælling er et glimrende eksempel på, hvor meget vores arbejde og kolleger betyder for os. Alle der kan og vil være en del af arbejdsfælleskabet, skal have den mulighed. Hos Lev opfordrer vi erhvervslivet skal være mere åbent over for det potentiale, der ligger i at ansætte mennesker med forskellige typer af handicap, her i blandt mennesker med en erhvervet hjerneskade.