Gå til toppen

Ansættelse af personer med kognitive handicap skaber værdi for virksomheder

Nyheder30. januar 2019

Gode virksomhedssamarbejder er essentielt for KLAPjobs arbejde, da det øger jobmulighederne for mennesker med udviklingshæmning. Samtidig skaber samarbejdet værdi for virksomhederne.

Restaurantkæden Burger King og brilleforretningen Louis Nielsen i Lyngby er to af de nyeste samarbejdspartnere for KLAPjob. Begge oplever, at ansættelse af medarbejdere gennem KLAPjob har skabt værdi for deres forretning.

Ifølge driftschef hos Burger King i Esbjerg Steffen Pedersen har Burger King blandt andet indgået et samarbejde med KLAPjob for at tage et socialt ansvar. Ud over at samarbejdet har givet social værdi for virksomheden, oplever restaurantkæden også, at samarbejdet har bidraget rent økonomisk: – Vi er en forretning, og det drejer sig om økonomi i sidste ende, og det får vi faktisk ud af det her. Vi får nogle ansatte, der kan bidrage med nogle af de arbejdsopgaver, som vi har i dagligdagen, og det gør rent faktisk, at det giver en værdi for virksomheden at have personer ansat med kognitive udfordringer.

Hos Louis Nielsen i Lyngby har butikschef Jette Bergdahl ansat medarbejderen Camilla gennem KLAPjob. Og her har ansættelsen vakt stor begejstring hos alle medarbejdere i butikken.

– Vi har stor glæde af Camilla, og det betyder rigtig meget i vores dagligdag, at hun hjælper os med at pakke briller ud. Også på det sociale område har det været fantastisk. Hun bidrager med rigtig mange ting. Det er jo ikke kun os, der giver noget til hende. Hun giver bestemt ligeså meget tilbage til os.

Ifølge Jette Bergdahl har arbejdsgivere en borgerpligt til at tage sig af de mennesker, der har nogle særlige behov og udfordringer i livet. Men dertil giver det, ifølge Jette Bergdahl, også et godt billede udadtil, at man som virksomhed har plads og rummelighed til mere end det ”normale”.

Projektleder for KLAPjob Claus Bergmann Hansen er begejstret for de positive tilbagemeldinger fra både Louis Nielsen og Burger King og ser frem til det videre samarbejde.

– Vi er enormt glade for de tilbagemeldinger, som vi har fået fra Burger King og Louis Nielsen i Lyngby. Det er rigtig positivt, at stadig flere virksomheder får øjnene op for, hvor meget værdi en virksomhed kan få ved at ansætte medarbejdere med udviklingshæmning og andre kognitive handicap. Jeg vil gerne sige stor tak til Burger King og Louis Nielsen i Lyngby for et godt samarbejde.

Se flere nyheder Følg os på Facebook