Rekordmange skabte KLAPjob!

KLAPjob har i første halvår af 2019 skabt hele 348 job til mennesker med kognitive handicap. Det er mere end dobbelt så mange job, som KLAPjob lavede på samme tidspunkt sidste år. Med 348 skabte job har vi også formået at slå vores egen rekord fra 2016, hvor vi i første halvår fik etableret 328 job til førtidspensionister.

“Vi er enormt glade for, at vi på blot seks måneder har fået så mange mennesker ud på det ordinære arbejdsmarked. Det har krævet hårdt arbejde, men med det her resultat, kan vi kun være stolte. Vi kunne heller ikke have gjort det uden vores gode samarbejde med virksomheder, jobcentre og politikere rundt om i landet. Så de skal også have en stor tak.” Siger projektleder for KLAPjob Claus Bergman Hansen.

KLAPjob laver job til førtidspensionister med kognitive handicap og har aftaler med kommuner, virksomheder og organisationer i hele landet. Vores jobkonsulenter er inddelt i tre store distrikter ‘Sjælland, Hovedstaden og Bornholm’, ‘Syddanmark’ og ‘Nord- og Midtjylland’.

Er du førtidspensionist og leder efter et job? Eller er du virksomhed og leder efter den rette kandidat til din arbejdsplads? Så tag kontakt til din lokale KLAPjob-konsulent og hør mere om KLAPjob og dine muligheder.

Se flere nyheder Følg os på Facebook