Norge kopierer KLAP

Helt med.jpg

Jens Petersen og Steffen Kristensen (forrest) fortalte om deres job som servicemedarbejdere i Silvan i Sønderborg, da en lille norsk delegation var i Danmark for at lære mere om ideen.

LEVs norske søsterorganisation vil bruge KLAP-ideen til at få norske udviklingshæmmede i arbejde. - Det er nærmest unikt, siger LEV-formand Sytter Kristensen

Landsforeningen LEVs målrettede indsats for at få udviklingshæmmede ansat i skånejob på ordinære arbejdspladser bliver nu bemærket i udlandet:

I Norge er LEVs søsterorganisation NFU (Norsk Forbund for Utviklingshemmede) og Stiftelsen SOR (Samordningsrådet for mennesker med utviklingshemning) så begejstrede for ideen, at de nu er i fuld  gang med at undersøge mulighederne for at kopiere LEVs Projekt KLAP.

NFU og SOR har i første omgang fået to millioner kroner til at kortlægge, hvad der skal til for at oversætte tankerne bag KLAP til norske forhold. Her skal der blandt andet tages hensyn til, at lovgivningen er anderledes i Norge.

Visionerne bag ”Helt med – arbeid for mennesker med udtviklingshemning”, som er den norske projekttitel, er stort set identisk med KLAPs mål: Det enkelte menneske skal have en meningsfuld tilværelse og bidrage til at løse arbejdsopgaver, som ellers ikke ville blive udført. Derudover skal indsatsen have samfundsmæssige gevinster og motivere norske virksomheder til øget socialt engagement.
- Det er både de tanker og KLAPs resultater, der har inspireret os. For eksempel er samarbejdet med landsdækkende forretningskæder godt tænkt, siger Jann Aasbak, der sidder i den norske projektgruppe og løbende har haft et tæt samarbejde med søsterorganisationen i Danmark.

Fint skruet sammen
LEV-formand Sytter Kristensen har således været i Norge sammen med projektleder i KLAP, Claus Bergmann Hansen, for at præsentere ideen for blandt andre norsk LO. Og senest var nordmændene – i skikkelse af Jann Aasbak og Steinar Løland – i september i Sønderborg og Vejle for at møde nogle af KLAPs samarbejdspartnere.

Her talte de både med private virksomheder og offentlige myndigheder og hilste også på et par af de udviklingshæmmede, der er kommet i job via KLAP.
- Det er virkelig meget fint skruet sammen, siger Jann Aasbak, der har arbejdet med udviklingshæmmede i flere år – blandt andet som chef i Bergen Kommune.

Det er nærmest unikt
Herhjemme var KLAP i de første år alene målrettet unge udviklingshæmmede vest for Storebælt. Siden voksede projektet, og i dag er KLAP nærmest et landsdækkende jobcenter for både unge og ældre førtidspensionister med kognitive vanskeligheder. I løbet af de seneste tre år er det lykkedes at besætte 1.900 stillinger, og LEV-formand Sytter Kristensen glæder sig over, at KLAP-ideen nu nærmest bliver en eksportvare.
- Jeg har aldrig før oplevet et projekt i LEV-regi, der er blevet modtaget så godt og har udviklet sig så meget som KLAP. Det er nærmest unikt, og det er tydeligt, at nordmændene har taget vores model og tankegang til sig. Jeg håber virkelig, det lykkes dem at tilpasse deres projekt til norske forhold, siger Sytter Kristensen.

Det spørgsmål afklares i løbet af kort tid. Folkene bag ”Helt med” skal først på efteråret præsentere et oplæg for den norske arbejds- og socialminister.
- Alle tager godt imod ideen, når vi præsenterer den for dem. Det springende punkt er, hvordan det finansieres. Det skal vi nu finde ud af. Om alt går vel kommer vi langsomt i gang i starten af 2017, siger Jann Aasbak.

> Link til "Helt med"-hjemmesiden

Content arrow
Invitation_800x4000px1.jpg KONFERENCE Drømmen er at være en del af fællesskabet Se mere...
Content arrow
Virksomheder280217_2.jpg Virksomheder i KLAP

Her kan du se og læse om de landsdækkende virksomheder, som KLAP samarbejder med.

Se mere...
Content arrow
Foreninger.jpg Samarbejdende organisationer

Her kan du se og læse om de handicaporganisationer og andre organisationer, som KLAP på nuværende tidspunkt samarbejder med.

Se mere...
Content arrow
Persondata information